Saturday 5 April 2014

NYE STANDARDER FOR RENGØRING OG KOMMUNIKATION

De er skøre de romere”, sagde en stor, stærk, rødhåret mand engang i tidernes morgen. Og disse dage, efter at have opholdt mig her hos Martina i lidt over to uger, begynder jeg at spekulere på, om det ikke blot gælder romere, men også praianere (eller hvad man nu kalder folk fra Praia a mare).

Jeg kæmper i hvert fald stadig med at vænne mig til nogle elementer i min hverdag hernede, der er anderledes end derhjemme. Men det er okay, at det er anderledes – det er dét jeg er kommet for.

Udover at skulle vænne mig til at kunne overvære alle de solnedgange ved stranden, jeg overhovedet kan tænke mig, og at ingen hernede hverken låser biler, hoveddøre eller cykler, skal jeg også lige have nogle rengørings- og snakkevaner ind under huden. Og det er ikke så lidt.

(Kevin og jeg skyder på livet løs med både  kameaer og mobiltelefoner)

Hvad angår rengøring, så er Martina i gang med at introducere mig for et helt nyt mind-set når det kommer til at holde huset pænt og rent. Indtil videre har hun, med et eksponentielt stigende forventningsniveau, hver dag hevet fat i os (primært mig og Clara), når der er noget i huset, hun ikke er tilfreds med. Det kan være alt lige fra at have overset et par (i mine øjne nærmest usynlige) brødkrummer på køkkenbordet til at have været for sjuskede med rengøringen på ”vores” badeværelse (vi workaway'ers har indtil videre vores eget badeværelse, indtil gæsterne kommer).

Hvad hun beder os om at gøre anderledes og bedre er i sagens natur ikke raketvidenskab. Så vi skal nok lære det med tiden. Vi skal som sagt bare lige have det ind under huden, før det ikke længere er en udfordring (standarderne er uvante for både mig og Clara). Men lige for tiden
er det sgu en udfordring. Og det er ikke den eneste.

Nogle gange foregår ommunikationen i huset nemlig også på nogle andre præmisser, end jeg er vant til. Det er en anelse svært at beskrive på skrift, hvad der helt præcist foregår, men for at sætte det bare en smule i relief, kan jeg nævne to af de træk, jeg føler kendetegner den Martina, jeg har lært at kende indtil videre.

Ét; hun er en såkaldt 'sydlandsk' kvinde – forstået på den måde, at den måde hun til tider agerer på falder fint i tråd med de forforståelser man måske kan have af iltre, temperaments- og udtryksfulde italienere. Og to; hun har ikke haft en lige så fin, tryg og beskyttet opvækst, som jeg har. Hun har været vant til at skulle tage ansvar for sig selv fra en meget ung alder (hvilket hun selv har fortalt), og har i den forbindelse garanteret været nødsaget til hurtigt at få en idé om hvordan man skal klare sig selv og ”få ting gjort”. Jeg tillader mig også at tro, at hun som en konsekvens deraf har det en smule svært med at andre folk gør nogle ting anderledes end hende. Hendes måde er som regel den bedste måde, og tit den eneste. Og det smitter af på kommunikationen...

Hun virker til tider utålmodig og uforstående overfor vores øjeblikkelige mangel på forståelse for hvordan man gør tingene i hendes hus – og det er i sig selv anderledes fra hvordan tingene foregår hvor jeg bor normalt. Men det er okay, at det er anderledes – det er dét jeg er kommet for.

Hendes mangel på forståelse for, at andre ikke tænker helt som hende, afspejler sig tit også i de råd hun giver os i dagligdagen. Det kan gælde alt lige fra at ”finde malingen oppe på depotet” eller ”følge den og den vej for at komme et sted hen”. Vi workaway'ers har efterhånden befundet os i flere situationer, hvor hendes anvisninger var hullede og halvfærdige, og hvor vi har været nødsaget til enten at spørge igen eller prøve os frem.

Og så er der en helt tredje forskruet tendens, hun næppe heller kommer til at vige fra, men som jeg bare må vænne mig til. Martina har udtrykkeligt fortalt, at hun hurtigt efter at have lært folk at kende, begynder at lave sjov med dem, altså gøre nar ad dem, på en venskabelig måde selvfølgelig
(”Hah, kalder du dét der at tapetsere, Alex?!”). Det er et tegn på, at hun godt kan lide én. Når hun til gengæld ikke klikker med en person, og ikke længere føler det fører til noget at konversere med én, så undlader hun simpelthen bare at tale til vedkommende.

Men dét er altså omvendtland for mig. I hvert fald når jeg befinder mig i uvante rammer (i et land hvor jeg for øvrigt ikke taler sproget endnu). Jeg føler mig en anelse mere udsat end normalt, og det gør det ikke bedre, at jeg, hver gang jeg foretager mig noget praktisk, ikke er helt sikker på, om jeg gør det rigtigt/godt nok i hendes øjne.

Men spillereglerne er simpelthen som følger: Hun gør nar ad dem hun godt kan lide, og undlader at tale til dem, hun ikke føler det nytter noget at tale med længere. Og dét forsøger jeg at vænne mig til. Det er også en del af oplevelsen jo. Så med andre ord, så skal jeg vænne mig til, at hun kritiserer mit arbejde når jeg gør det godt, og ikke kommenterer det når hun føler jeg ikke gør det godt nok.

Så det er en spændende udfordring. Men heldigvis er jeg jo lidt en sucker for kommunikationsbrister, særligt når det kommer til spørgsmål om tålmodighed og forståelse. Så jeg får sat mig selv lidt på prøve mens jeg er her, men forsøger at se sundt på det. Og hvem ved? Måske får jeg en dag overbevist hende om, at jeg faktisk godt kan finde ud af at gøre tingene på hendes måde, og at hun sagtens kan betro mig en opgave uden hun behøver have et halvt øje på situationen hele tiden. Jeg har i hvert fald sat mig som et lille mål hernede, at jeg skal gøre mig selv oprigtigt troværdig og pålidelig i hendes øjne, inden jeg tager herfra. Så må vi se om jeg når det.

Men misforstå mig ikke. Jeg har det godt hernede. Jeg lærer hver dag, og jeg får den oplevelse jeg kom herned for. Når det ikke handler om rengøring og andre praktiske gøremål, så gør jeg lige så meget nar ad Martina, som hun gør nar ad mig – og vi hygger os med det. Jeg har virkelig en overbevisning om, at hun gerne vil have mig her. Det eneste det afhænger af for hendes vedkommende, er, at jeg stepper op og overbeviser hende om, at jeg kan bidrage til foretagendet. Derudover, så hygger jeg mig også ganske gevaldigt med de andre workaway'ers, der er her – og finder en stakket glæde i, at jeg ikke er den eneste, der fra tid til anden gør mig ovenstående tanker om vores kære vært.

Derudover, så skal I jo ikke gå rundt derhjemme og tro, at jeg ikke har det bare lidt hårdt en gang i mellem.

And now on a lighter note... Jeg har endelig fået taget mig sammen til at få lagt nogle gode billeder op på nettet, så I kan se med jeres egne øjne, hvem jeg hænger ud med og hvor flot et område jeg er kommet til. Jeg har holdt mig ude af Facebook i denne sammenhæng, så min ikke-jævnaldrende gruppe af læsere også nemt kan følge med. Det eneste det kræver, er, at man har en Google-konto (som man i øvrigt ikke behøver en Google-mail for at kunne oprette).

I kan alle finde et link til mine udvalgte billeder lige her.

Jeg har simpelthen taget for mange billeder til, at jeg tror I vil finde det sjovt at se dem alle igennem, primært fordi mange af dem minder meget om hinanden.

No comments:

Post a Comment