IT MIGHT SEEM CRAZY WHAT I'M 'BOUT TO SAY

”Sunshine's here, you can take a break” var hvad Martina sagde til Kevin og mig, da solen stod højt på himlen, dagen inden han skulle rejse hjem.

To dage inden da, på en overskyet søndag med småregn, var han og jeg taget på udflugt til et afsides strandområde, som Kevin gerne ville se inden han tog hjem. Jeg havde selv været der to ugers tid forinden med Erik og Kendra, så kendte denne gang godt vejen og synet. Og det skulle Kevin sgu også opleve, uanset vejret. Så vi tog afsted. Og det var da også en ok tur vi havde os, bevares. Vi hyggede os i hvert fald gevaldigt. Men vejret efterlod os nu alligevel noget at fantasere om.

Så da Martina gav os fri midt på dagen to dage senere, fordi vejret simpelthen var så godt, blev vi ellevilde – og tog turen igen. Det er en 75 minutters vandretur, så det er som udgangspunkt ikke noget man gør hver dag. Men vi var alligevel glade for at vi gjorde det. Det er trods alt et noget pænere syn i godt vejr. God stil af Martina, som jeg klikker bedre og bedre med for hver uge der går.

(Kevin og jeg kigger tilbage på vores tilbagelagte rute - igen)

Anyhow. Siden min sidste opdatering er der sket ting og sager hernede. I hvert fald oppe i mit hoved. Jeg føler mig mere og mere overbevist om, at jeg kan få lov til at blive her i den tid, jeg havde satset på forinden, altså til en gang sidst i maj eller begyndelsen af juni. Både fordi det skrider fremad med det dersens rengøringstamtam, men også fordi der ligger to temmelig konkrete arbejdsopgaver og venter på mig senere på foråret. Og det har givet mig meget mere ro på.

Mine to temmelig konkrete arbejdsopgaver er, måske ikke overraskende, at producere to styks videofilm. Den ene skal være en slags reportage/dokumentation af en tre-dags-fest, som finder sted fra d. 31. maj til d. 2. juni, hvilket passer perfekt ind i mine planer om hvornår jeg godt kunne tænke mig at vende snuden mod Danmark. Jeg forventer nu at komme hjem d. 3.

Jeg forestiller mig, at den festweekend vil være et glimrende klimaks og en perfekt afrunding på min tid hernede. Jeg glæder mig i hvert fald meget. Alene fordi temaet for én af de omtalte fester virkelig tiltaler mig. Det kan beskrives med ét ord: farvepulver! Allerede nu går jeg og forestiller mig hvordan det kommer til at se ud på billederne.

Og for at det ikke skal være løgn, så har det faktisk været en drøm for mig gennem en længere periode at få lov til at lave lige præcis sådan en produktion, med lige præcis sådan et tema.

Inspirationen kom til mig, da jeg i sin tid så en video af en fyr ved navn Devin Graham, ét af mine helt store idoler indenfor den her branche. Videoen er blevet optaget under begivenheden ”Festival of Colors”, og selvom hans video er blevet til på nogle lidt andre præmisser end min kommer til at blive det (flere mennesker samt mere og bedre udstyr), så håber jeg på, at jeg kan komme til at producere noget, der minder om det i stil og udtryk.

Hvis I har lyst, kan I se hans video ved at følge dette link.

Det andet projekt, jeg har fået lov til at stå for, er at få produceret en reklamevideo for Martinas hostel. Vi fik ideen for halvanden uges tid siden, men er ikke rigtigt kommet i gang endnu. Optagelserne kommer til at tage noget tid. Primært fordi det kræver, at der rent faktisk kommer nogle gæster, og at de har lyst til at være med til at gøre reklame for foretagendet. Så indtil videre er det stadig bare ved den gode idé. Men den er også god.

I korte træk vil vi forsøge at efterligne Pharrell Williams musikvideo til sangen Happy. Og oppe i mit hoved giver det indtil videre fin mening. Jeg kan sagtens se det ske på sigt.

(Leg med lukketid på mit kamera)

Derudover, så er Kevin som bekendt taget tilbage til USA. Så siden onsdag sidste uge har Clara og jeg været de eneste workaway'ers. Der kommer to australiere i midten af maj, men der er stadig lang tid til. Så lige nu går jeg mest og glæder mig til der kommer gæster. Og så vidt jeg kan fornemme, så er det sgu lige før vi kan erklære butikken for åben efterhånden. Der bliver dog næppe overrendt af mennesker før vi når hen til juni eller juli, men lidt nyt selskab håber jeg da på at få. Og det er såmænd ikke fordi Clara, Martina og Papi keder mig. Jeg synes bare det kunne være spændende at møde nogle andre mennesker også :-)

Her de seneste par dage har det faktisk bare været mig, Martina og Papi, som har været i huset. Lørdag morgen tog Clara nemlig til Napoli, og hun kom faktisk først tilbage i går aftes. Det var oprindeligt planen, at hun bare ville tage på en weekendtur, men hun har tilsyneladende haft det så godt på dét hostel hun boede på deroppe, at hun var blevet der nogle ekstra dage. Vi har heldigvis ikke været overbebyrdede hernede i Praia, så der har ikke været nogle problemer på den front.

Vi (især Martina) spekulerede dog på hvor lang tid der ville gå, før Clara fandt på at rykke teltpælene op og rejse et andet sted hen. Hun er nemlig i en noget anden situation end jeg er.

Hvor jeg har taget turen herned for simpelthen bare at få en oplevelse i nogle anderledes og uvante omgivelser, så er Claras ophold her i Praia ret beset bare tidsfordriv. Hun venter nemlig på at få et italiensk pas, så hun kan starte en ny tilværelse op i Europa. Hun var træt af at bo i Brasilien og vender næppe tilbage dertil foreløbig, så modsat mig har hun faktisk ikke rigtigt noget at se frem til ”på den anden side af opholdet i Praia”.

Og vi var begyndt at få indtrykket af, at hun længes efter noget andet end et workaway-ophold. Hun vil gerne bosætte sig et sted i Europa, få sig et rigtigt job og tjene nogle penge. Så forståeligt nok er tiden her hos Martina og Papi ikke for alvor tilfredsstillende for hende, i hvert fald ikke i længden.

Og nu er det så sket. Clara forlader os, og det gør hun allerede i morgen. Hun bragte os nyheden i morges om, at hun har fundet et hostel i Napoli, som mangler folk. Og der kunne hun træde til med det samme. Så det gør hun. Lidt overraskende, men så alligevel ikke så meget igen.

Så fra i morgen er det altså kun mig, Martina og Papi, der er i huset, indtil d. 11. maj, hvor Luke og Emma fra Australien kommer og gør os selskab (Martina tager i øvrigt på ferie d. 22. april og er væk to ugers tid). Men det er også helt ok. Jeg føler nemlig, at de her fem dage, hvor det primært kun har været Martina og mig der har huseret her, har bragt os tættere på hinanden. Eksempelvis blev jeg i søndags inviteret med til det helt store påskegilde hos Martinas tante, og det var faktisk ret hyggeligt. Jeg forstod bjælle og blikfang af hvad folk snakkede om, men det var sjovt at bruge dagen på noget andet, end jeg er vant til, plus det var en lille reminder om, at jeg simpelthen er nødt til at lære at snakke noget mere italiensk.

(Martina og jeg i færd med at dekorere trappevæggen med hostelbilleder)

Men hvad det angår, så bliver jeg faktisk gradvist mere og mere sikker på hvordan jeg skal kommunikere med de lokale hernede. Jeg har nærmest ingen fornemmelse for grammatiske regler, men nogle enkelte ord og sætninger begynder efterhånden at sidde så godt fast, at jeg sagtens kan klare mig i supermarkedet og på pizzariaet. Og det er da bedre end ingenting.

Så sent som i forgårs formåede jeg rent faktisk at bestille en kebab udelukkende ved at bruge mit italienske. Oversat til dansk forløb handlen nogenlunde sådan her:

Jeg træder ind i biksen, smiler og siger: ”Hej.”
Joanna bag disken reagerer prompte, også smilende: ”Hej.”
”En kebab, tak.” siger jeg, højt, langsomt og tydeligt.
”Brød?” spørger Joanna, og hiver et pitabrød op fra kurven.
”Ja tak.” svarer jeg.
”For take away?” spørger hun mig – på engelsk.
”Ja... Hvordan siger man dét?”
”Da portare.” forklarer hun mig. Nu ved I det også.
Derefter går der et minuts tid, hvor ingen af os siger noget. Efter Joanna har varmet pitaen og skrællet en smule kød af den store kebabrulle bag hende spørger hun så: ”Med det hele?”
”Uden dette.” siger jeg og peger på rødløgene yderst til højre.
”[Something something]” siger Joanna og smiler. Jeg er sikker på hun fortalte mig hvad rødløg hedder på italiensk, men det opfangede jeg slet ikke.
Før Joanna når at komme mig i forkøbet siger jeg efterfølgende: ”Og en smule mayonaisse, tak.”
Hun nikker forstående og smilende, mens drypper en smule mayonaisse over retten.
Til sidst rækker hun mig min vare i en pose, beder om 4 euro, hvilket hun får, og siger: ”Tak, på gensyn.”
Jeg svarer selv: ”Tak, på gensyn.”, går ud til min cykel og føler mig lige pludselig en hel centimeter højere efter den succesoplevelse. At købe en vare i en butik uden at tale engelsk – tjek!

Men der er selvfølgelig lang vej endnu. Forhåbentlig har jeg om halvanden måned lært tilstrækkeligt til, at jeg kan føre en nogenlunde samtale med Papi. Det er i hvert fald et ønskværdigt mål at kunne dét inden jeg tager herfra.

Den mand er simpelthen så rar. Lige for tiden konverserer vi på en mærkværdig blanding af fransk, engelsk og italiensk, lidt i stil med hvordan de snakker i The Julekalender, vurderer jeg. Han kan lidt fransk, jeg kan lidt fransk. Han opfanger nogle engelske ord hos os, og jeg opfanger nogle italienske ord hos ham. Og sådan prøver vi os lidt frem. Jeg tror min mest brugte italienske sætning overfor Papi er: ”come si dice?” som betyder: ”hvordan siger man dét?”. Heldigvis for os begge minder flere italienske og franske ord om hinanden, og dét sprog er jeg trods alt lidt mere velbefærdet i. Så det skal nok komme.

En (anden) sjov ting ved Papi er i øvrigt, at hostelworld.com engang lavede en artikel, som kun omhandlede ham, hans baggrund og hans funktion her på OnDa Road. Jeg har desværre ikke været i stand til at finde den. Men ved at søge lidt på nettet har jeg i stedet fundet ud af, at i mange af de reviews man kan finde om OnDa Road, får Papi ros af gæsterne. Forståeligt.
Rygtet vil i øvrigt vide, at han engang brugte sit renomé som led i et salgstrick, da han mødte to backpackere for noget tid siden. Han kunne se de ledte efter et sted at opholde sig, så han henvendte sig til dem og fik på én eller anden måde fortalt dem, at han ejede det her hostel, som havde plads til dem. Efter sigende skulle de to backpackere have set lidt mistroiske ud, da han viste dem hen til sin gamle, slidte Fiat, men dét fik han hurtigt lavet om på ved simpelthen at pege to fingre mod sig selv og på bedste animerende italienermanér udbryde: ”Papi!” - derefter var de solgt. Papi havde de jo godt hørt om.

Det var alt hvad jeg havde på hjerte denne omgang. Jeg håber I alle sammen har det godt derhjemme. Jeg savner jer, og glæder mig gevaldigt til at se jer igen til sommer! Men mon ikke I hører fra mig igen inden :-)

NYE STANDARDER FOR RENGØRING OG KOMMUNIKATION

”De er skøre de romere”, sagde en stor, stærk, rødhåret mand engang i tidernes morgen. Og disse dage, efter at have opholdt mig her hos Martina i lidt over to uger, begynder jeg at spekulere på, om det ikke blot gælder romere, men også praianere (eller hvad man nu kalder folk fra Praia a mare).

Jeg kæmper i hvert fald stadig med at vænne mig til nogle elementer i min hverdag hernede, der er anderledes end derhjemme. Men det er okay, at det er anderledes – det er dét jeg er kommet for.

Udover at skulle vænne mig til at kunne overvære alle de solnedgange ved stranden, jeg overhovedet kan tænke mig, og at ingen hernede hverken låser biler, hoveddøre eller cykler, skal jeg også lige have nogle rengørings- og snakkevaner ind under huden. Og det er ikke så lidt.

(Kevin og jeg skyder på livet løs med både  kameaer og mobiltelefoner)

Hvad angår rengøring, så er Martina i gang med at introducere mig for et helt nyt mind-set når det kommer til at holde huset pænt og rent. Indtil videre har hun, med et eksponentielt stigende forventningsniveau, hver dag hevet fat i os (primært mig og Clara), når der er noget i huset, hun ikke er tilfreds med. Det kan være alt lige fra at have overset et par (i mine øjne nærmest usynlige) brødkrummer på køkkenbordet til at have været for sjuskede med rengøringen på ”vores” badeværelse (vi workaway'ers har indtil videre vores eget badeværelse, indtil gæsterne kommer).

Hvad hun beder os om at gøre anderledes og bedre er i sagens natur ikke raketvidenskab. Så vi skal nok lære det med tiden. Vi skal som sagt bare lige have det ind under huden, før det ikke længere er en udfordring (standarderne er uvante for både mig og Clara). Men lige for tiden er det sgu en udfordring. Og det er ikke den eneste.

Nogle gange foregår ommunikationen i huset nemlig også på nogle andre præmisser, end jeg er vant til. Det er en anelse svært at beskrive på skrift, hvad der helt præcist foregår, men for at sætte det bare en smule i relief, kan jeg nævne to af de træk, jeg føler kendetegner den Martina, jeg har lært at kende indtil videre.

Ét; hun er en såkaldt 'sydlandsk' kvinde – forstået på den måde, at den måde hun til tider agerer på falder fint i tråd med de forforståelser man måske kan have af iltre, temperaments- og udtryksfulde italienere. Og to; hun har ikke haft en lige så fin, tryg og beskyttet opvækst, som jeg har. Hun har været vant til at skulle tage ansvar for sig selv fra en meget ung alder (hvilket hun selv har fortalt), og har i den forbindelse garanteret været nødsaget til hurtigt at få en idé om hvordan man skal klare sig selv og ”få ting gjort”. Jeg tillader mig også at tro, at hun som en konsekvens deraf har det en smule svært med at andre folk gør nogle ting anderledes end hende. Hendes måde er som regel den bedste måde, og tit den eneste. Og det smitter af på kommunikationen...

Hun virker til tider utålmodig og uforstående overfor vores øjeblikkelige mangel på forståelse for hvordan man gør tingene i hendes hus – og det er i sig selv anderledes fra hvordan tingene foregår hvor jeg bor normalt. Men det er okay, at det er anderledes – det er dét jeg er kommet for.

Hendes mangel på forståelse for, at andre ikke tænker helt som hende, afspejler sig tit også i de råd hun giver os i dagligdagen. Det kan gælde alt lige fra at ”finde malingen oppe på depotet” eller ”følge den og den vej for at komme et sted hen”. Vi workaway'ers har efterhånden befundet os i flere situationer, hvor hendes anvisninger var hullede og halvfærdige, og hvor vi har været nødsaget til enten at spørge igen eller prøve os frem.

Og så er der en helt tredje forskruet tendens, hun næppe heller kommer til at vige fra, men som jeg bare må vænne mig til. Martina har udtrykkeligt fortalt, at hun hurtigt efter at have lært folk at kende, begynder at lave sjov med dem, altså gøre nar ad dem, på en venskabelig måde selvfølgelig (”Hah, kalder du dét der at tapetsere, Alex?!”). Det er et tegn på, at hun godt kan lide én. Når hun til gengæld ikke klikker med en person, og ikke længere føler det fører til noget at konversere med én, så undlader hun simpelthen bare at tale til vedkommende.

Men dét er altså omvendtland for mig. I hvert fald når jeg befinder mig i uvante rammer (i et land hvor jeg for øvrigt ikke taler sproget endnu). Jeg føler mig en anelse mere udsat end normalt, og det gør det ikke bedre, at jeg, hver gang jeg foretager mig noget praktisk, ikke er helt sikker på, om jeg gør det rigtigt/godt nok i hendes øjne.

Men spillereglerne er simpelthen som følger: Hun gør nar ad dem hun godt kan lide, og undlader at tale til dem, hun ikke føler det nytter noget at tale med længere. Og dét forsøger jeg at vænne mig til. Det er også en del af oplevelsen jo. Så med andre ord, så skal jeg vænne mig til, at hun kritiserer mit arbejde når jeg gør det godt, og ikke kommenterer det når hun føler jeg ikke gør det godt nok.

Så det er en spændende udfordring. Men heldigvis er jeg jo lidt en sucker for kommunikationsbrister, særligt når det kommer til spørgsmål om tålmodighed og forståelse. Så jeg får sat mig selv lidt på prøve mens jeg er her, men forsøger at se sundt på det. Og hvem ved? Måske får jeg en dag overbevist hende om, at jeg faktisk godt kan finde ud af at gøre tingene på hendes måde, og at hun sagtens kan betro mig en opgave uden hun behøver have et halvt øje på situationen hele tiden. Jeg har i hvert fald sat mig som et lille mål hernede, at jeg skal gøre mig selv oprigtigt troværdig og pålidelig i hendes øjne, inden jeg tager herfra. Så må vi se om jeg når det.

Men misforstå mig ikke. Jeg har det godt hernede. Jeg lærer hver dag, og jeg får den oplevelse jeg kom herned for. Når det ikke handler om rengøring og andre praktiske gøremål, så gør jeg lige så meget nar ad Martina, som hun gør nar ad mig – og vi hygger os med det. Jeg har virkelig en overbevisning om, at hun gerne vil have mig her. Det eneste det afhænger af for hendes vedkommende, er, at jeg stepper op og overbeviser hende om, at jeg kan bidrage til foretagendet. Derudover, så hygger jeg mig også ganske gevaldigt med de andre workaway'ers, der er her – og finder en stakket glæde i, at jeg ikke er den eneste, der fra tid til anden gør mig ovenstående tanker om vores kære vært.

Derudover, så skal I jo ikke gå rundt derhjemme og tro, at jeg ikke har det bare lidt hårdt en gang i mellem.

And now on a lighter note... Jeg har endelig fået taget mig sammen til at få lagt nogle gode billeder op på nettet, så I kan se med jeres egne øjne, hvem jeg hænger ud med og hvor flot et område jeg er kommet til. Jeg har holdt mig ude af Facebook i denne sammenhæng, så min ikke-jævnaldrende gruppe af læsere også nemt kan følge med. Det eneste det kræver, er, at man har en Google-konto (som man i øvrigt ikke behøver en Google-mail for at kunne oprette).

I kan alle finde et link til mine udvalgte billeder lige her.

Jeg har simpelthen taget for mange billeder til, at jeg tror I vil finde det sjovt at se dem alle igennem, primært fordi mange af dem minder meget om hinanden.