Sunday 4 May 2014

MISSION ACCOMPLISHED?

Så for den da! Nu er det dælendulme ved at være forår i Praia, sådan for alvor. Bladene på træerne rundt omkring er efterhånden sprunget helt ud, lidoerne er ved at blive sat op på stranden, og her på OnDa Road har vi nu satme... stadig ikke fået nogen gæster. Der troede I lige. Men faktum er, at der stadig ikke er dukket nogen mennesker op, der, ligesom mig, har lyst til at udforske hvad Praia a Mare har at byde på. Det håber jeg dog der gør, inden jeg rejser hjemad. Ellers vil den del af opholdet godt nok have været lidt af en fuser.

Martina havde dog advaret mig dog ganske vist omkring den potentielle stilleperiode i løbet af foråret. Hun gjorde det klart for mig allerede tilbage i februar, at både marts og april var lavvandsmåneder, når det kommer til gæstebesøg. Men nu hvor vi er nået ind i maj, har jeg tilladt mig at skyde mine forventninger helt i vejret!

Gad vide om jeg overhovedet kan finde ud af at være her, når der kommer betalende folk på besøg?


(Ét ud af 1.100 billeder jeg tog forleden aften - glæd jer til at se slutproduktet)


Det må tiden vise. Besøg får jeg i hvert fald snart uanset hvad, det er stensikkert. Min kære familie har nemlig planlagt en tur til Italien, blandt andet for at besøge mig her i det syditalienske. Og dét glæder jeg mig til! Rigtig, rigtig meget! Turen går også til Napoli blandt andet, og Amalfi-kysten, hvor jeg også kommer til at gøre dem selskab. Så mindsandten om jeg ikke også selv får lidt ferie... fra min ferie.

Apropos ferie i øvrigt, så har Martina jo været på ferie de sidste to ugers tid. Hun kommer hjem her sent i aften, og vil garenteret være helt oppe at ringe over at hun nu har rundet 100 besøgte lande. Forståeligt. At rejse er vist noget af dét hun brænder allermest for her i livet, lige bortset fra at bekymre sig om Papi.

Vi har faktisk hygget os ganske fint, han og jeg, mens hun har været væk. Jeg er dog ikke blevet synderligt meget bedre til italiensk i den tid, beklageligvis. Jeg er bare blevet bekræftet i, at jeg lige præcis kan tale og forstå tilstrækkeligt til at kunne begå mig (i hvert fald blandt folk, som ved jeg ikke taler sproget særligt godt). Det er lidt en skam, at jeg ikke er blevet bedre. Men det kan være jeg kommer efter det, når jeg lige pludselig skal til at være den person, der taler sproget bedst, når min familie kommer på besøg.

Anyhow. Med blot en måned tilbage af mit ophold, er jeg så småt begyndt at planlægge hvad der skal ske når jeg kommer hjem. Og der er nok at tænke på. Førsteprioriteten er dog helt klart at finde mig et arbejde, så jeg kan tjene til dagen og vejen henover sommeren (nu hvor jeg ikke får SU), helst med et nogenlunde stabilt antal timer om ugen (så hey, kære læsere, hvis I kender nogen, som...........). Her i løbet af april har jeg nemlig mistet mit job som blindeledsager, fordi min tilknyttede borger er flyttet. Det kom ret pludseligt, også for ham selv. Men han er sgu flyttet op til sin familie i Nordjylland.

Det betyder, at mit job hos Midgaard Event nu er min eneste umiddelbare indtægtskilde, og indenfor den branche er sommeren ikke just højsæson. Så der må jeg skrabe til mig hvad jeg kan, hvis der dukker en tjans op.

Heldigvis har der allerede været bud efter mig til ét event. Det er ganske vist allerede dagen efter jeg er kommet hjem, men hul i det! Haps, sagde Alexander straks til sin eventkoordinator. Heldigvis skal jeg ikke døje med jetlag...

Men angående job og penge og alt dét der, så gør jeg mig faktisk også nogle helt andre overvejelser. Jeg har nemlig fået et tilbuddet om at komme herned igen i august og bestyre en lido (!). Så vidt jeg har forstået det, så er det én, Martina har fået overdraget midlertidigt fra sin bror, som selv overtog den fordi det var en god deal for ham selv i sin tid. Der kom dog noget i vejen, så han har videregivet ansvaret for den til Martina denne sommer. Og nu vil hun simpelthen have mig til at køre den i august, hvor der er allermest run på.

Og det er lidt vildt. Jeg skal lige have vendt det med hende her én af dagene og høre hvad det helt konkret vil indebære, hvis jeg skal herned igen. Og om tilbuddet rent faktisk er seriøst. Det var nemlig noget hun nævnte lidt henkastet lige før hun tog på ferie. Uheldigvis for hende har jeg dog allerede lagt planer i august, men hvis det kan lade sig gøre at jeg kan komme tilbage i juli, og måske tjene en lille mønt på det, så kunne det godt være værd at overveje. Jeg må høre hende nærmere ad.

Men under alle omstændigheder, så var det rart for mig at høre, at hun har tænkt på mig i det anliggende. Uanset om det ender med at jeg tager herned igen, lader det til at jeg i denne omgang kan tage herfra med god samvittighed, og vide, at jeg har efterladt et godt indtryk af mig selv hos hende (og Papi). Som bekendt blev det for noget tid siden et erklæret mål for mig at overbevise hende om, at jeg ikke er så uduelig som hun måske frygtede i første omgang. Nu er spørgsmålet så bare om jeg kan holde dampen oppe i løbet af de kommende tredive dage...

Jeg tror i øvrigt også jeg kan vinde nogle ekstra point ved at tage mig af de to australiere, når de kommer næste weekend, og sætte dem ind i sagerne. Det er i hvert fald noget, jeg har tænkt mig at gøre, egentlig også bare for at bevise overfor mig selv, at jeg har styr på skidtet her. For hvis jeg kan lære hvad jeg ved fra mig, så må det vel anses som en god indikator for, at jeg selv har forstået det.

Spændende, spændende.

Så får I ikke mere for dét klik.

Thursday 17 April 2014

IT MIGHT SEEM CRAZY WHAT I'M 'BOUT TO SAY

Sunshine's here, you can take a break” var hvad Martina sagde til Kevin og mig, da solen stod højt på himlen, dagen inden han skulle rejse hjem.

To dage inden da, på en overskyet søndag med småregn, var han og jeg taget på udflugt til et afsides strandområde, som Kevin gerne ville se inden han tog hjem. Jeg havde selv været der to ugers tid forinden med Erik og Kendra, så kendte denne gang godt vejen og synet. Og det skulle Kevin sgu også opleve, uanset vejret. Så vi tog afsted. Og det var da også en ok tur vi havde os, bevares. Vi hyggede os i hvert fald gevaldigt. Men vejret efterlod os nu alligevel noget at fantasere om.

Så da Martina gav os fri midt på dagen to dage senere, fordi vejret simpelthen var så godt, blev vi ellevilde – og tog turen igen. Det er en 75 minutters vandretur, så det er som udgangspunkt ikke noget man gør hver dag. Men vi var alligevel glade for at vi gjorde det. Det er trods alt et noget pænere syn i godt vejr. God stil af Martina, som jeg klikker bedre og bedre med for hver uge der går.

(Kevin og jeg kigger tilbage på vores tilbagelagte rute - igen)

Anyhow. Siden min sidste opdatering er der sket ting og sager hernede. I hvert fald oppe i mit hoved. Jeg føler mig mere og mere overbevist om, at jeg kan få lov til at blive her i den tid, jeg havde satset på forinden, altså til en gang sidst i maj eller begyndelsen af juni. Både fordi det skrider fremad med det dersens rengøringstamtam, men også fordi der ligger to temmelig konkrete arbejdsopgaver og venter på mig senere på foråret. Og det har givet mig meget mere ro på.


Mine to temmelig konkrete arbejdsopgaver er, måske ikke overraskende, at producere to styks videofilm. Den ene skal være en slags reportage/dokumentation af en tre-dags-fest, som finder sted fra d. 31. maj til d. 2. juni, hvilket passer perfekt ind i mine planer om hvornår jeg godt kunne tænke mig at vende snuden mod Danmark. Jeg forventer nu at komme hjem d. 3.

Jeg forestiller mig, at den festweekend vil være et glimrende klimaks og en perfekt afrunding på min tid hernede. Jeg glæder mig i hvert fald meget. Alene fordi temaet for én af de omtalte fester virkelig tiltaler mig. Det kan beskrives med ét ord: farvepulver! Allerede nu går jeg og forestiller mig hvordan det kommer til at se ud på billederne.

Og for at det ikke skal være løgn, så har det faktisk været en drøm for mig gennem en længere periode at få lov til at lave lige præcis sådan en produktion, med lige præcis sådan et tema.

Inspirationen kom til mig, da jeg i sin tid så en video af en fyr ved navn Devin Graham, ét af mine helt store idoler indenfor den her branche. Videoen er blevet optaget under begivenheden ”Festival of Colors”, og selvom hans video er blevet til på nogle lidt andre præmisser end min kommer til at blive det (flere mennesker samt mere og bedre udstyr), så håber jeg på, at jeg kan komme til at producere noget, der minder om det i stil og udtryk.

Hvis I har lyst, kan I se hans video ved at følge dette link.

Det andet projekt, jeg har fået lov til at stå for, er at få produceret en reklamevideo for Martinas hostel. Vi fik ideen for halvanden uges tid siden, men er ikke rigtigt kommet i gang endnu. Optagelserne kommer til at tage noget tid. Primært fordi det kræver, at der rent faktisk kommer nogle gæster, og at de har lyst til at være med til at gøre reklame for foretagendet. Så indtil videre er det stadig bare ved den gode idé. Men den er også god.

I korte træk vil vi forsøge at efterligne Pharrell Williams musikvideo til sangen Happy. Og oppe i mit hoved giver det indtil videre fin mening. Jeg kan sagtens se det ske på sigt.


(Leg med lukketid på mit kamera)

Derudover, så er Kevin som bekendt taget tilbage til USA. Så siden onsdag sidste uge har Clara og jeg været de eneste workaway'ers. Der kommer to australiere i midten af maj, men der er stadig lang tid til. Så lige nu går jeg mest og glæder mig til der kommer gæster. Og så vidt jeg kan fornemme, så er det sgu lige før vi kan erklære butikken for åben efterhånden. Der bliver dog næppe overrendt af mennesker før vi når hen til juni eller juli, men lidt nyt selskab håber jeg da på at få. Og det er såmænd ikke fordi Clara, Martina og Papi keder mig. Jeg synes bare det kunne være spændende at møde nogle andre mennesker også :-)

Her de seneste par dage har det faktisk bare været mig, Martina og Papi, som har været i huset. Lørdag morgen tog Clara nemlig til Napoli, og hun kom faktisk først tilbage i går aftes. Det var oprindeligt planen, at hun bare ville tage på en weekendtur, men hun har tilsyneladende haft det så godt på dét hostel hun boede på deroppe, at hun var blevet der nogle ekstra dage. Vi har heldigvis ikke været overbebyrdede hernede i Praia, så der har ikke været nogle problemer på den front.

Vi (især Martina) spekulerede dog på hvor lang tid der ville gå, før Clara fandt på at rykke teltpælene op og rejse et andet sted hen. Hun er nemlig i en noget anden situation end jeg er.

Hvor jeg har taget turen herned for simpelthen bare at få en oplevelse i nogle anderledes og uvante omgivelser, så er Claras ophold her i Praia ret beset bare tidsfordriv. Hun venter nemlig på at få et italiensk pas, så hun kan starte en ny tilværelse op i Europa. Hun var træt af at bo i Brasilien og vender næppe tilbage dertil foreløbig, så modsat mig har hun faktisk ikke rigtigt noget at se frem til ”på den anden side af opholdet i Praia”.

Og vi var begyndt at få indtrykket af, at hun længes efter noget andet end et workaway-ophold. Hun vil gerne bosætte sig et sted i Europa, få sig et rigtigt job og tjene nogle penge. Så forståeligt nok er tiden her hos Martina og Papi ikke for alvor tilfredsstillende for hende, i hvert fald ikke i længden.

Og nu er det så sket. Clara forlader os, og det gør hun allerede i morgen. Hun bragte os nyheden i morges om, at hun har fundet et hostel i Napoli, som mangler folk. Og der kunne hun træde til med det samme. Så det gør hun. Lidt overraskende, men så alligevel ikke så meget igen.

Så fra i morgen er det altså kun mig, Martina og Papi, der er i huset, indtil d. 11. maj, hvor Luke og Emma fra Australien kommer og gør os selskab (Martina tager i øvrigt på ferie d. 22. april og er væk to ugers tid). Men det er også helt ok. Jeg føler nemlig, at de her fem dage, hvor det primært kun har været Martina og mig der har huseret her, har bragt os tættere på hinanden. Eksempelvis blev jeg i søndags inviteret med til det helt store påskegilde hos Martinas tante, og det var faktisk ret hyggeligt. Jeg forstod bjælle og blikfang af hvad folk snakkede om, men det var sjovt at bruge dagen på noget andet, end jeg er vant til, plus det var en lille reminder om, at jeg simpelthen er nødt til at lære at snakke noget mere italiensk.

(Martina og jeg i færd med at dekorere trappevæggen med hostelbilleder)

Men hvad det angår, så bliver jeg faktisk gradvist mere og mere sikker på hvordan jeg skal kommunikere med de lokale hernede. Jeg har nærmest ingen fornemmelse for grammatiske regler, men nogle enkelte ord og sætninger begynder efterhånden at sidde så godt fast, at jeg sagtens kan klare mig i supermarkedet og på pizzariaet. Og det er da bedre end ingenting.

Så sent som i forgårs formåede jeg rent faktisk at bestille en kebab udelukkende ved at bruge mit italienske. Oversat til dansk forløb handlen nogenlunde sådan her:

Jeg træder ind i biksen, smiler og siger: ”Hej.”
Joanna bag disken reagerer prompte, også smilende: ”Hej.”
”En kebab, tak.” siger jeg, højt, langsomt og tydeligt.
”Brød?” spørger Joanna, og hiver et pitabrød op fra kurven.
”Ja tak.” svarer jeg.
”For take away?” spørger hun mig – på engelsk.
”Ja... Hvordan siger man dét?”
”Da portare.” forklarer hun mig. Nu ved I det også.
Derefter går der et minuts tid, hvor ingen af os siger noget. Efter Joanna har varmet pitaen og skrællet en smule kød af den store kebabrulle bag hende spørger hun så: ”Med det hele?”
”Uden dette.” siger jeg og peger på rødløgene yderst til højre.
”[Something something]” siger Joanna og smiler. Jeg er sikker på hun fortalte mig hvad rødløg hedder på italiensk, men det opfangede jeg slet ikke.
Før Joanna når at komme mig i forkøbet siger jeg efterfølgende: ”Og en smule mayonaisse, tak.”
Hun nikker forstående og smilende, mens drypper en smule mayonaisse over retten.
Til sidst rækker hun mig min vare i en pose, beder om 4 euro, hvilket hun får, og siger: ”Tak, på gensyn.”
Jeg svarer selv: ”Tak, på gensyn.”, går ud til min cykel og føler mig lige pludselig en hel centimeter højere efter den succesoplevelse. At købe en vare i en butik uden at tale engelsk – tjek!

Men der er selvfølgelig lang vej endnu. Forhåbentlig har jeg om halvanden måned lært tilstrækkeligt til, at jeg kan føre en nogenlunde samtale med Papi. Det er i hvert fald et ønskværdigt mål at kunne dét inden jeg tager herfra.

Den mand er simpelthen så rar. Lige for tiden konverserer vi på en mærkværdig blanding af fransk, engelsk og italiensk, lidt i stil med hvordan de snakker i The Julekalender, vurderer jeg. Han kan lidt fransk, jeg kan lidt fransk. Han opfanger nogle engelske ord hos os, og jeg opfanger nogle italienske ord hos ham. Og sådan prøver vi os lidt frem. Jeg tror min mest brugte italienske sætning overfor Papi er: ”come si dice?” som betyder: ”hvordan siger man dét?”. Heldigvis for os begge minder flere italienske og franske ord om hinanden, og dét sprog er jeg trods alt lidt mere velbefærdet i. Så det skal nok komme.

En (anden) sjov ting ved Papi er i øvrigt, at hostelworld.com engang lavede en artikel, som kun omhandlede ham, hans baggrund og hans funktion her på OnDa Road. Jeg har desværre ikke været i stand til at finde den. Men ved at søge lidt på nettet har jeg i stedet fundet ud af, at i mange af de reviews man kan finde om OnDa Road, får Papi ros af gæsterne. Forståeligt.
Rygtet vil i øvrigt vide, at han engang brugte sit renomé som led i et salgstrick, da han mødte to backpackere for noget tid siden. Han kunne se de ledte efter et sted at opholde sig, så han henvendte sig til dem og fik på én eller anden måde fortalt dem, at han ejede det her hostel, som havde plads til dem. Efter sigende skulle de to backpackere have set lidt mistroiske ud, da han viste dem hen til sin gamle, slidte Fiat, men dét fik han hurtigt lavet om på ved simpelthen at pege to fingre mod sig selv og på bedste animerende italienermanér udbryde: ”Papi!” - derefter var de solgt. Papi havde de jo godt hørt om.

Det var alt hvad jeg havde på hjerte denne omgang. Jeg håber I alle sammen har det godt derhjemme. Jeg savner jer, og glæder mig gevaldigt til at se jer igen til sommer! Men mon ikke I hører fra mig igen inden :-)

Saturday 5 April 2014

NYE STANDARDER FOR RENGØRING OG KOMMUNIKATION

De er skøre de romere”, sagde en stor, stærk, rødhåret mand engang i tidernes morgen. Og disse dage, efter at have opholdt mig her hos Martina i lidt over to uger, begynder jeg at spekulere på, om det ikke blot gælder romere, men også praianere (eller hvad man nu kalder folk fra Praia a mare).

Jeg kæmper i hvert fald stadig med at vænne mig til nogle elementer i min hverdag hernede, der er anderledes end derhjemme. Men det er okay, at det er anderledes – det er dét jeg er kommet for.

Udover at skulle vænne mig til at kunne overvære alle de solnedgange ved stranden, jeg overhovedet kan tænke mig, og at ingen hernede hverken låser biler, hoveddøre eller cykler, skal jeg også lige have nogle rengørings- og snakkevaner ind under huden. Og det er ikke så lidt.

(Kevin og jeg skyder på livet løs med både  kameaer og mobiltelefoner)

Hvad angår rengøring, så er Martina i gang med at introducere mig for et helt nyt mind-set når det kommer til at holde huset pænt og rent. Indtil videre har hun, med et eksponentielt stigende forventningsniveau, hver dag hevet fat i os (primært mig og Clara), når der er noget i huset, hun ikke er tilfreds med. Det kan være alt lige fra at have overset et par (i mine øjne nærmest usynlige) brødkrummer på køkkenbordet til at have været for sjuskede med rengøringen på ”vores” badeværelse (vi workaway'ers har indtil videre vores eget badeværelse, indtil gæsterne kommer).

Hvad hun beder os om at gøre anderledes og bedre er i sagens natur ikke raketvidenskab. Så vi skal nok lære det med tiden. Vi skal som sagt bare lige have det ind under huden, før det ikke længere er en udfordring (standarderne er uvante for både mig og Clara). Men lige for tiden
er det sgu en udfordring. Og det er ikke den eneste.

Nogle gange foregår ommunikationen i huset nemlig også på nogle andre præmisser, end jeg er vant til. Det er en anelse svært at beskrive på skrift, hvad der helt præcist foregår, men for at sætte det bare en smule i relief, kan jeg nævne to af de træk, jeg føler kendetegner den Martina, jeg har lært at kende indtil videre.

Ét; hun er en såkaldt 'sydlandsk' kvinde – forstået på den måde, at den måde hun til tider agerer på falder fint i tråd med de forforståelser man måske kan have af iltre, temperaments- og udtryksfulde italienere. Og to; hun har ikke haft en lige så fin, tryg og beskyttet opvækst, som jeg har. Hun har været vant til at skulle tage ansvar for sig selv fra en meget ung alder (hvilket hun selv har fortalt), og har i den forbindelse garanteret været nødsaget til hurtigt at få en idé om hvordan man skal klare sig selv og ”få ting gjort”. Jeg tillader mig også at tro, at hun som en konsekvens deraf har det en smule svært med at andre folk gør nogle ting anderledes end hende. Hendes måde er som regel den bedste måde, og tit den eneste. Og det smitter af på kommunikationen...

Hun virker til tider utålmodig og uforstående overfor vores øjeblikkelige mangel på forståelse for hvordan man gør tingene i hendes hus – og det er i sig selv anderledes fra hvordan tingene foregår hvor jeg bor normalt. Men det er okay, at det er anderledes – det er dét jeg er kommet for.

Hendes mangel på forståelse for, at andre ikke tænker helt som hende, afspejler sig tit også i de råd hun giver os i dagligdagen. Det kan gælde alt lige fra at ”finde malingen oppe på depotet” eller ”følge den og den vej for at komme et sted hen”. Vi workaway'ers har efterhånden befundet os i flere situationer, hvor hendes anvisninger var hullede og halvfærdige, og hvor vi har været nødsaget til enten at spørge igen eller prøve os frem.

Og så er der en helt tredje forskruet tendens, hun næppe heller kommer til at vige fra, men som jeg bare må vænne mig til. Martina har udtrykkeligt fortalt, at hun hurtigt efter at have lært folk at kende, begynder at lave sjov med dem, altså gøre nar ad dem, på en venskabelig måde selvfølgelig
(”Hah, kalder du dét der at tapetsere, Alex?!”). Det er et tegn på, at hun godt kan lide én. Når hun til gengæld ikke klikker med en person, og ikke længere føler det fører til noget at konversere med én, så undlader hun simpelthen bare at tale til vedkommende.

Men dét er altså omvendtland for mig. I hvert fald når jeg befinder mig i uvante rammer (i et land hvor jeg for øvrigt ikke taler sproget endnu). Jeg føler mig en anelse mere udsat end normalt, og det gør det ikke bedre, at jeg, hver gang jeg foretager mig noget praktisk, ikke er helt sikker på, om jeg gør det rigtigt/godt nok i hendes øjne.

Men spillereglerne er simpelthen som følger: Hun gør nar ad dem hun godt kan lide, og undlader at tale til dem, hun ikke føler det nytter noget at tale med længere. Og dét forsøger jeg at vænne mig til. Det er også en del af oplevelsen jo. Så med andre ord, så skal jeg vænne mig til, at hun kritiserer mit arbejde når jeg gør det godt, og ikke kommenterer det når hun føler jeg ikke gør det godt nok.

Så det er en spændende udfordring. Men heldigvis er jeg jo lidt en sucker for kommunikationsbrister, særligt når det kommer til spørgsmål om tålmodighed og forståelse. Så jeg får sat mig selv lidt på prøve mens jeg er her, men forsøger at se sundt på det. Og hvem ved? Måske får jeg en dag overbevist hende om, at jeg faktisk godt kan finde ud af at gøre tingene på hendes måde, og at hun sagtens kan betro mig en opgave uden hun behøver have et halvt øje på situationen hele tiden. Jeg har i hvert fald sat mig som et lille mål hernede, at jeg skal gøre mig selv oprigtigt troværdig og pålidelig i hendes øjne, inden jeg tager herfra. Så må vi se om jeg når det.

Men misforstå mig ikke. Jeg har det godt hernede. Jeg lærer hver dag, og jeg får den oplevelse jeg kom herned for. Når det ikke handler om rengøring og andre praktiske gøremål, så gør jeg lige så meget nar ad Martina, som hun gør nar ad mig – og vi hygger os med det. Jeg har virkelig en overbevisning om, at hun gerne vil have mig her. Det eneste det afhænger af for hendes vedkommende, er, at jeg stepper op og overbeviser hende om, at jeg kan bidrage til foretagendet. Derudover, så hygger jeg mig også ganske gevaldigt med de andre workaway'ers, der er her – og finder en stakket glæde i, at jeg ikke er den eneste, der fra tid til anden gør mig ovenstående tanker om vores kære vært.

Derudover, så skal I jo ikke gå rundt derhjemme og tro, at jeg ikke har det bare lidt hårdt en gang i mellem.

And now on a lighter note... Jeg har endelig fået taget mig sammen til at få lagt nogle gode billeder op på nettet, så I kan se med jeres egne øjne, hvem jeg hænger ud med og hvor flot et område jeg er kommet til. Jeg har holdt mig ude af Facebook i denne sammenhæng, så min ikke-jævnaldrende gruppe af læsere også nemt kan følge med. Det eneste det kræver, er, at man har en Google-konto (som man i øvrigt ikke behøver en Google-mail for at kunne oprette).

I kan alle finde et link til mine udvalgte billeder lige her.

Jeg har simpelthen taget for mange billeder til, at jeg tror I vil finde det sjovt at se dem alle igennem, primært fordi mange af dem minder meget om hinanden.

Friday 28 March 2014

10 TING JEG SYNES I BØR VIDE OM MIG OG MIN REJSE

#1 Jeg er ved at finde ind i en rytme.
Den første hele dag hernede var en smule hektisk, primært fordi alle omstændigheder var helt ukendte for mig. Men efter et par dage i den samme rille har jeg fået mere ro på. Jeg suger stadig til mig af nye indtryk, men jeg er begyndt at slappe mere af, hvis man kan sige dét. Generelt slapper jeg i høj grad af hernede, idet arbejdet ikke er særligt krævende, men I ved hvordan det er med nye omgivelser. Det stresser en anelse, fordi vi automatisk søger efter vaner og mønstre i hverdagen. Ting, som jeg ikke havde i starten, men som så småt er begyndt at danne sig.

#2 Arbejdet er tidsbegrænset.
Hvad jeg ikke var hundrede procent sikker på inden jeg tog herned, men som jeg nu har fået fastslået af Martina, er, at vi workaway'ers maksimalt må arbejde fem timer om dagen. Uanset om hun og vi aftaler noget andet internt, så kan hun komme i store problemer, såfremt det skulle blive opdaget. Så det afholder vi os fra. Og det passer mig helt fint.


(Eric og jeg anlægger vægplast, tror jeg)

#3 Vi reparerer, renoverer og roder.
Martina kom hjem fra Brasilien et par dage før min ankomst. Indtil da havde hun boet og arbejdet dér i godt og vel et halvt år. Det er vist rutine for hende at bo et halvt år ude, og så komme hjem i starten af foråret og køre dét her hostel henover foråret og sommeren. Så vi er i gang med at klargøre ejendommen og gøre den gæstevenlig, så at sige. Det er ikke åbent endnu, men det er et spørgsmål om dage. Det afhænger af hvor hurtige vi workaway'ers er med vores arbejde. Der er lidt pres på, fordi tid er penge og hver dag tæller i regnskabet.
Indtil videre har jeg lavet alt muligt lavpraktisk arbejde, lige fra maling af væggene til murstenslægning (er det ikke hvad man kalder det?).

#4 Jeg har også en anden funktion.
Det lavpraktiske arbejde er dog ikke min eneste arbejdsopgave hernede. Qua mine nyligt tillærte grafiske evner er jeg såmænd også blevet betroet den ansvarsfulde opgave at kreere hendes nye brochure samt klippe en enkelt video eller to sammen, som præsenterer hostellet, området og de aktiviteter, der gør det fedt at være her. Begge opgaver skal gøre reklame for stedet. Det er ret fedt.



(OnDaRoad Republic, måske det mest livlige hostel i Praia a mare)

#5 Vejret er ikke heeelt med os endnu.
Da jeg ankom, kunne jeg uden problemer gå rundt i t-shirt, uden tørklæde og handsker. Solen skinnede det meste af dagen, og jeg kunne bevæge mig rundt på bare tæer uden at blive kuldskær. Sådan var det de første to-tre dage, men siden da er det typiske, lokale forårsvejr begyndt at infinde sig. Det betyder en meget overskyet himmel og beklageligt meget regn. På Martina lyder det dog som om det er noget der ændrer sig indenfor den næste uge eller to. Og hun siger vi skal glæde os til at se stedet når her er varmt og solrigt, og når der er blade på træerne. Så det vil jeg gøre.

#6 Fordommene om italienske måltider passer.
Pasta.

#7 Her er gode muligheder for at dyrke motion.
Udover at have et ret fantastisk vandre- og løbeterræn, har byen dælme også et fitnesscenter. Hvor godt er, vides endnu ikke, men jeg planlægger at tjekke det ud én af de nærmeste dage. For normale brugere koster det 8 euro pr. gang, men bor man på Martinas hostel koster det kun 3 euro pr. gang. Man kan godt nok også købe et månedspas til 30 euro, men jeg vil ikke lægge hovedet på blokken og love mig selv, at jeg kommer til at være dernede 11 gange om måneden. Suk.

#8 Arbejdsbyrden vil blive mindre.
Martina har fortalt, at når det værste renoveringsarbejde er overstået, og gæsterne begynder at komme, så vil min arbejdsbyrde blive mærkbart mindre. Så vidt jeg kunne forstå på hende i dag, så vil mit (og Claras) primære arbejdsområde til den tid være at sikre, at husets tre badeværelser er rene. Det indebærer rengøring to gange om dagen. Hun har betonet, at det skal gøres grundigt, men jeg tænker det er begrænset hvor beskidt der kan blive på et halvt døgn. Men måske bliver jeg klogere. Sviner unge backpackere meget?


(Clara, 23 - Brasilien)

#9 Man kan ikke købe havregryn i Italien.
De italienske supermarkeder har masser af morgenmadsprodukter på hylderne, men det eneste, man ellers aldrig går fejl af i et dansk supermarked, har de ikke. Martina bekræftede det efter jeg beklagede mig hos hende forleden dag. Så jeg må klare mig uden havregrød i to måneders tid. Måske må jeg endda også klare mig uden friskbragte boller og brød! Den ovn hun ejer, lader nemlig ikke til at kunne rumme meget mere end et lille fad eller en mellemstor skål. Desuden har jeg ikke kunnet finde gær indtil videre. Og Martina aner ikke hvad jeg snakker om, når jeg spørger på engelsk. Så jeg er lidt på herrens mark, indtil jeg får taget mig sammen til at få lært sproget.
Til gengæld, så bugner landet med tonsvis af forskellige slags pesto! Også Rana.

#10 Jeg er faktisk ikke helt sikker på hvor længe jeg kan få lov til at være her.
Martina gav inden min ankomst udtryk for, at hun ikke var sikker på hvor længe jeg kunne blive hernede. Det kommer i høj grad an på hvordan vi klikker (hvilket jeg efterhånden føler vi gør nogenlunde) og om der er behov for min arbejdskraft. Hvis der ikke er, så optager jeg jo i princippet en sengeplads fra en potentiel kunde. Men det er vist noget vi tager løbende. Forhåbentlig er der noget tid endnu.
Umiddelbart er jeg dog ikke bekymret. Særligt efter hun, da hun viste mig og Clara hvordan vi gjorde badeværelserne rene, gav udtryk for, at det er vigtigt vi lærer det nu, da vi nok kommer til at være her noget tid. Dét var betryggende at høre.
Men hey. Om nødvendigt gør jeg bare mig selv uundværlig ved enten at trække mine grafiske projekter i langdrag, eller endnu bedre, gøre så godt et stykke arbejde, at hun ikke kan lade være med at lade mig blive og lave mere af det.

(Kendra, 32 og Eric, 31 - USA)
#BONUS
Eric og Kendra, som har været her en dag mere end mig selv, rejser videre ud i Europa i morgen. Det bliver mærkeligt når de ikke er her længere, i hvert fald for en stund. Jeg har indtil videre bundet en stor del af min oplevelse op på deres selskab, så det tager nok lige en dags tid eller tre at vænne mig til, at det kun er mig, Clara og den nytilkomne workaway'er, Kevin. Ligesom Eric og Kendra er Kevin også amerikaner, og han kommer til at være her ti dage.

Wednesday 26 March 2014

OG SÅ VAR DET LIGE...

Her er jeg, Clara, Eric og Kendra på vandretur - det var ok fedt

... at jeg tog til Italien for at spendere små 70 dage på et lille, hyggeligt hostel i den småt befolkede strandby, Praia a mare. Selve byen huser kun omkring 2.000 indbyggere, og allerede nu har jeg fået indtrykket af at dét her hostel er et go-to-place for mange af dem. Martina, som ejer hostellet, lader i hvert fald til at kende rigtig mange mennesker.

Jeg tror i øvrigt det vil være en overdrivelse at kalde stedet for et decideret hostel. Det er nok mere passende at kalde det et gæstehus, eller i mere korrekte termer, et såkaldt 'international guest house'.

 Huset er Martinas gamle barndomshjem. Det har tre etager og soveplads til godt et dusin gæster ad gangen. Der er godt nok ikke kommet nogle gæster endnu, men så vidt jeg har forstået, så kommer setup'et vist nok til at være således, at de gæster der nu engang måtte komme, spiser med os – eller i hvert fald får mulighed for det. Og så har jeg en lille idé om, at det er os workaway'ers, der laver maden. Måske. Det vil tiden vise.

Lige for tiden er det dog sådan, at Martinas far, Papi, laver mad til os seks (ham selv, Martina, Eric, Kendra, Clara og mig selv) tre gange om dagen. Det lader til at han gladeligt gør det, da han vist ikke har så meget andet at tage sig til. Det er der i det hele taget ikke mange i Praia a mare der har, får man indtrykket af. Der kommer gæster hele tiden i hvert fald, på mange tidspunkter af døgnet.

Lynhurtigt om min ankomst – jeg er faldet godt til her i løbet af de første par dage. Folk er flinke, og det lader ikke til, at Martina har så store krav til kvaliteten af dét arbejde vi foretager os. Forstå mig ret. Vi gør os umage, men det faktum at vi ikke er professionelle, gør hende ikke spor. Så der er en meget afslappet stemning omkring det arbejde vi udfører hernede lige nu. Vi arbejder ca. fra 10.30 (efter Papis morgenmad) til 16.00 eller 17.00, hvor det begynder at blive mørkt og upraktisk at fortsætte med vores ellers så praktiske opgaver.

Én af de kommende dage vil der blive bragt et mere detaljeret indlæg om hvad vi har foretaget os indtil videre. Vi har, mod forventning, ikke internet til rådighed på ejendommen, så vi må ned i byen og sidde på én af internetcaféerne, hver gang vi vil i kontakt med omverdenen. Lidt upraktisk, men måske også meget sundt for en periode.