Friday 28 March 2014

10 TING JEG SYNES I BØR VIDE OM MIG OG MIN REJSE

#1 Jeg er ved at finde ind i en rytme.
Den første hele dag hernede var en smule hektisk, primært fordi alle omstændigheder var helt ukendte for mig. Men efter et par dage i den samme rille har jeg fået mere ro på. Jeg suger stadig til mig af nye indtryk, men jeg er begyndt at slappe mere af, hvis man kan sige dét. Generelt slapper jeg i høj grad af hernede, idet arbejdet ikke er særligt krævende, men I ved hvordan det er med nye omgivelser. Det stresser en anelse, fordi vi automatisk søger efter vaner og mønstre i hverdagen. Ting, som jeg ikke havde i starten, men som så småt er begyndt at danne sig.

#2 Arbejdet er tidsbegrænset.
Hvad jeg ikke var hundrede procent sikker på inden jeg tog herned, men som jeg nu har fået fastslået af Martina, er, at vi workaway'ers maksimalt må arbejde fem timer om dagen. Uanset om hun og vi aftaler noget andet internt, så kan hun komme i store problemer, såfremt det skulle blive opdaget. Så det afholder vi os fra. Og det passer mig helt fint.


(Eric og jeg anlægger vægplast, tror jeg)

#3 Vi reparerer, renoverer og roder.
Martina kom hjem fra Brasilien et par dage før min ankomst. Indtil da havde hun boet og arbejdet dér i godt og vel et halvt år. Det er vist rutine for hende at bo et halvt år ude, og så komme hjem i starten af foråret og køre dét her hostel henover foråret og sommeren. Så vi er i gang med at klargøre ejendommen og gøre den gæstevenlig, så at sige. Det er ikke åbent endnu, men det er et spørgsmål om dage. Det afhænger af hvor hurtige vi workaway'ers er med vores arbejde. Der er lidt pres på, fordi tid er penge og hver dag tæller i regnskabet.
Indtil videre har jeg lavet alt muligt lavpraktisk arbejde, lige fra maling af væggene til murstenslægning (er det ikke hvad man kalder det?).

#4 Jeg har også en anden funktion.
Det lavpraktiske arbejde er dog ikke min eneste arbejdsopgave hernede. Qua mine nyligt tillærte grafiske evner er jeg såmænd også blevet betroet den ansvarsfulde opgave at kreere hendes nye brochure samt klippe en enkelt video eller to sammen, som præsenterer hostellet, området og de aktiviteter, der gør det fedt at være her. Begge opgaver skal gøre reklame for stedet. Det er ret fedt.



(OnDaRoad Republic, måske det mest livlige hostel i Praia a mare)

#5 Vejret er ikke heeelt med os endnu.
Da jeg ankom, kunne jeg uden problemer gå rundt i t-shirt, uden tørklæde og handsker. Solen skinnede det meste af dagen, og jeg kunne bevæge mig rundt på bare tæer uden at blive kuldskær. Sådan var det de første to-tre dage, men siden da er det typiske, lokale forårsvejr begyndt at infinde sig. Det betyder en meget overskyet himmel og beklageligt meget regn. På Martina lyder det dog som om det er noget der ændrer sig indenfor den næste uge eller to. Og hun siger vi skal glæde os til at se stedet når her er varmt og solrigt, og når der er blade på træerne. Så det vil jeg gøre.

#6 Fordommene om italienske måltider passer.
Pasta.

#7 Her er gode muligheder for at dyrke motion.
Udover at have et ret fantastisk vandre- og løbeterræn, har byen dælme også et fitnesscenter. Hvor godt er, vides endnu ikke, men jeg planlægger at tjekke det ud én af de nærmeste dage. For normale brugere koster det 8 euro pr. gang, men bor man på Martinas hostel koster det kun 3 euro pr. gang. Man kan godt nok også købe et månedspas til 30 euro, men jeg vil ikke lægge hovedet på blokken og love mig selv, at jeg kommer til at være dernede 11 gange om måneden. Suk.

#8 Arbejdsbyrden vil blive mindre.
Martina har fortalt, at når det værste renoveringsarbejde er overstået, og gæsterne begynder at komme, så vil min arbejdsbyrde blive mærkbart mindre. Så vidt jeg kunne forstå på hende i dag, så vil mit (og Claras) primære arbejdsområde til den tid være at sikre, at husets tre badeværelser er rene. Det indebærer rengøring to gange om dagen. Hun har betonet, at det skal gøres grundigt, men jeg tænker det er begrænset hvor beskidt der kan blive på et halvt døgn. Men måske bliver jeg klogere. Sviner unge backpackere meget?


(Clara, 23 - Brasilien)

#9 Man kan ikke købe havregryn i Italien.
De italienske supermarkeder har masser af morgenmadsprodukter på hylderne, men det eneste, man ellers aldrig går fejl af i et dansk supermarked, har de ikke. Martina bekræftede det efter jeg beklagede mig hos hende forleden dag. Så jeg må klare mig uden havregrød i to måneders tid. Måske må jeg endda også klare mig uden friskbragte boller og brød! Den ovn hun ejer, lader nemlig ikke til at kunne rumme meget mere end et lille fad eller en mellemstor skål. Desuden har jeg ikke kunnet finde gær indtil videre. Og Martina aner ikke hvad jeg snakker om, når jeg spørger på engelsk. Så jeg er lidt på herrens mark, indtil jeg får taget mig sammen til at få lært sproget.
Til gengæld, så bugner landet med tonsvis af forskellige slags pesto! Også Rana.

#10 Jeg er faktisk ikke helt sikker på hvor længe jeg kan få lov til at være her.
Martina gav inden min ankomst udtryk for, at hun ikke var sikker på hvor længe jeg kunne blive hernede. Det kommer i høj grad an på hvordan vi klikker (hvilket jeg efterhånden føler vi gør nogenlunde) og om der er behov for min arbejdskraft. Hvis der ikke er, så optager jeg jo i princippet en sengeplads fra en potentiel kunde. Men det er vist noget vi tager løbende. Forhåbentlig er der noget tid endnu.
Umiddelbart er jeg dog ikke bekymret. Særligt efter hun, da hun viste mig og Clara hvordan vi gjorde badeværelserne rene, gav udtryk for, at det er vigtigt vi lærer det nu, da vi nok kommer til at være her noget tid. Dét var betryggende at høre.
Men hey. Om nødvendigt gør jeg bare mig selv uundværlig ved enten at trække mine grafiske projekter i langdrag, eller endnu bedre, gøre så godt et stykke arbejde, at hun ikke kan lade være med at lade mig blive og lave mere af det.

(Kendra, 32 og Eric, 31 - USA)
#BONUS
Eric og Kendra, som har været her en dag mere end mig selv, rejser videre ud i Europa i morgen. Det bliver mærkeligt når de ikke er her længere, i hvert fald for en stund. Jeg har indtil videre bundet en stor del af min oplevelse op på deres selskab, så det tager nok lige en dags tid eller tre at vænne mig til, at det kun er mig, Clara og den nytilkomne workaway'er, Kevin. Ligesom Eric og Kendra er Kevin også amerikaner, og han kommer til at være her ti dage.

Wednesday 26 March 2014

OG SÅ VAR DET LIGE...

Her er jeg, Clara, Eric og Kendra på vandretur - det var ok fedt

... at jeg tog til Italien for at spendere små 70 dage på et lille, hyggeligt hostel i den småt befolkede strandby, Praia a mare. Selve byen huser kun omkring 2.000 indbyggere, og allerede nu har jeg fået indtrykket af at dét her hostel er et go-to-place for mange af dem. Martina, som ejer hostellet, lader i hvert fald til at kende rigtig mange mennesker.

Jeg tror i øvrigt det vil være en overdrivelse at kalde stedet for et decideret hostel. Det er nok mere passende at kalde det et gæstehus, eller i mere korrekte termer, et såkaldt 'international guest house'.

 Huset er Martinas gamle barndomshjem. Det har tre etager og soveplads til godt et dusin gæster ad gangen. Der er godt nok ikke kommet nogle gæster endnu, men så vidt jeg har forstået, så kommer setup'et vist nok til at være således, at de gæster der nu engang måtte komme, spiser med os – eller i hvert fald får mulighed for det. Og så har jeg en lille idé om, at det er os workaway'ers, der laver maden. Måske. Det vil tiden vise.

Lige for tiden er det dog sådan, at Martinas far, Papi, laver mad til os seks (ham selv, Martina, Eric, Kendra, Clara og mig selv) tre gange om dagen. Det lader til at han gladeligt gør det, da han vist ikke har så meget andet at tage sig til. Det er der i det hele taget ikke mange i Praia a mare der har, får man indtrykket af. Der kommer gæster hele tiden i hvert fald, på mange tidspunkter af døgnet.

Lynhurtigt om min ankomst – jeg er faldet godt til her i løbet af de første par dage. Folk er flinke, og det lader ikke til, at Martina har så store krav til kvaliteten af dét arbejde vi foretager os. Forstå mig ret. Vi gør os umage, men det faktum at vi ikke er professionelle, gør hende ikke spor. Så der er en meget afslappet stemning omkring det arbejde vi udfører hernede lige nu. Vi arbejder ca. fra 10.30 (efter Papis morgenmad) til 16.00 eller 17.00, hvor det begynder at blive mørkt og upraktisk at fortsætte med vores ellers så praktiske opgaver.

Én af de kommende dage vil der blive bragt et mere detaljeret indlæg om hvad vi har foretaget os indtil videre. Vi har, mod forventning, ikke internet til rådighed på ejendommen, så vi må ned i byen og sidde på én af internetcaféerne, hver gang vi vil i kontakt med omverdenen. Lidt upraktisk, men måske også meget sundt for en periode.